Østrig 2011

Skrevet af webmaster til . Sendt til Forside


Læs den spændende beretning om den begivenhedsrige Østrig-2011-ekspedition v. Nils & Lars B. 21. juni til 3. juli 2011.

Ferdinand lever og har det godt!

Nils' bil fik en ny lyd på vej ned gennem Tyskland. Men så hægtede vi bare NG-traileren bag G2-traileren og kørte videre. (Passer ikke. Nils fik en ny hyres-bil af SOS-international). Men jeg synes, at der er et mønster med biler og nye lyde på disse svæveflyveudflugter.

Scene fra en Rasteplatz midt i Tyskland. To drenge på 10 og 12 år kom hen og spurgte, hvilken svæveflyver vi havde inde i traileren. De så meget tilfredse ud, da de fik at vide, at det var en LS6-18w. Hva'be'har! Måske der alligevel er håb for "branchen".

----

Torsdag d. 23. juni

Meget heldigt at vi ikke kunne flyve med den øvrige voldsomme lufttrafik i anledning af Skt. Hans. Regn, torden og den slags. Koldfront.



Eksperterne kommenterer en skoleflyvningsmedvindslanding


Eksperterne lader op med kaffe

----

Fredag var den dag, vi skålede for det kommende, gode svæveflyvevejr


Der kom en båd sejlende med bananer

----

lørdag d. 25. juni

Endelig op i luften. Ikke det bedste vejr, men alle kom op og fløj nogle timer. Et forsøg på at komme op til nogle fine bølger nord for Feldkirchen lykkedes ikke, men så blev det til en bette tur á 4 timer rundt om i bjergene i stedet (i 7-9000 fod).

----

søndag d. 26. juni

Intentionerne var der ikke noget i vejen med; både DG400 og LS6 blev samlet og pudset og gjort klar. Det var der derimod med vejret. Ikke en eneste boble, som kunne have båret en musvåge. Masser af fugtige Cu-lignende indretninger fyldte himlen.

Men kan man ikke selv flyve, kan man jo ta' hen og kigge på andre lege flyvning:

En DuoDiscus, ikke sandt


ASW 15 B



Flyslæb


Svævefly lander på baggrund af flot udsigt (uden termik)



Dagens eneste termikmulighed. En fremragende skygade, som rakte helt hen til Karawanken, hvor der var spandevis af lækre Cu. Men havde man modet til at satse? Nej. Hvilket nok var meget godt, idet den lokale Accus forsøgte turen derud, og kom hjem igen lugtende af benzin.

----

mandag d. 27. juni

Skyfri himmel. Høje forventninger og lang ventetid. Meget solid inversion med top i sølle 5500 fod. Flyvepladsen ligger i 1700 fødder, hvilket sådan set kunne være nok at flyve i, hvis ikke fordi der lissom ligger en masse store sten i vejen. Vi kom op og fik fløjet 3 timer i tørtermik over Gestüt og på skrænten til Gerlitzen; det meste af tiden heldigvis højere end de lokale flyveesser! Et forsøg på at komme om på sydflanken af Gerlitsen så lovende ud (en bette Cu, vind fra syd og sol direkte ind på), det måtte da gi' noget mere. Men nej.

Melding fra de lokale flyveesser: maj måned er ideel for strækflyvning.

----

tirsdag d. 28. juni

Jeg var ved at blive ramt af inversions-depression. Men så kom dagens slæbepilot, som også er erfaren svæveflyver, og spurgte, hvorfor jeg sad her på pladsen og ikke var oppe at flyve. Han kunne da lige slæbe mig hen til en bette bølge i kanten af Nokgebirge. Vinden var i NV og godt kraftig i højden. Nils var ramt af startmotorophængningssammenbrud og den lokale smed i klubben havde ikke gjort det, som Nils havde bedt ham om, men selv forsøgt at regne den ud, og efter en hel dags venten, måtte smeden erkende, at Nils selvfølgelig havde ret. En hel dag spildt, øv! Nåmen jeg blev slæbt op til Aplitsch-Berg og blev smidt af lige i den der bette bølge og så gik det ellers pænt op ad. Jeg kunne ikke undlade at bemærke, at en østriger, som var blevet slæbt op før mig, ikke kunne finde ud af det og gled hjemad. Takket være Franks grundige instruktion i bølgeflyvning fik jeg fat i bølgerne og futtede rundt i Nockgebirge i no’en timer. Op til 11.500 fødder. Højeste gennemsnitsstigning +7,5 m/s. Men hvad der kommer ned skal også op! Største synkgennemsnit: -4,5 m/s. Det er altså ikke helt let det der bølgeflyvning, når det skal bruges til at komme omkring. At komme fra den ene bølge over til den næste skal dælme lige regnes rigtigt ud for at ikke at blive jordet af det der turbo-synk. Der blev sendt mange venlige tanker til Frank. Det er voldsommer kræfter, der er i gang, og ganske snævert, hvor det går opad. Vinden i højden var, da jeg kom op, 60 km/t fra NV. Den skulle være steget til 90 km/t, hvilket ville have ført til de store bølger. Men i stedet sank vinden til 20 km/t, og så blev det til en meget turbulent miks af termik og småbølger, men stadig op til 11.500 fod. Alt foregik med rigelig glideafstandssikkerhed til flade dalbunde med pæne marker. Fra Nockgebirge smuttede jeg så også lige en tur hen i Karawanken (bjergene ved grænsen til Slovenien). I alt 4:30 timer og 335 km. Da jeg kom ned, var de andre flyvere i fuld gang med at flyve termikflyvning under inversionen, som lå i ca. 7000 fod; ha ha!

-----

onsdag d. 29. juni

Svært anfald af inversionsdepression. Det samme var en gruppe fra Kremstal, som er på svæveflyveferie her i Feldkirchen samtidig med Aviator-gruppen. Nåmen vi blev enige om, at da det nu var sidste flyvedag (torsdag varmfront og fredag koldfront), måtte vi simpelthen bare ta’ chancen og forsøge på trods af at det så elendigt ud; blå himmel og varm, fugtig og stillestående luft. Jeg lod mig slæbe op over Gestüt og koblede af uransagelige årsager 1000 fod for tidligt. Det gjorde jo ikke livet lettere, som bestod af elendig tørtermik. Men jeg fik mig da kæmpet op til 5500 fod, som muliggjorde, at jeg fløj de 5 km over til Griltz/Gerlitsen, hvor jeg så kæmpede med noget elendigt hangvind. Det lykkedes at komme op i 6000 fod og ind over kammen, hvor der desværre ikke skete noget særligt, hvad der ellers burde. Ihukommende Johans vise ord fra Pribina Cup ”det her fører ikke til noget, vi må videre”, satte jeg så kursen ind i Nockgebirge, og efterlod de østrigske kolleger på Griltz/Gerlitsen kæmpende for at holde højden. Det er skønt at ligge øverst! Og derinde i Nockbebirge stod der så over et bart og forhøjet område på en kam lige en tør men ren 4-m-elevator, som kørte direkte til 12. etage. Og et par km senere fik jeg lige det sidste skub op til 13.000 fod. Wauv! Det kan man kalde overblik. Nockgebirge havde jeg fået set i går, så jeg satte kursen mod syd mod Dobratsch, alt mens jeg overvejede, om jeg skulle flyve en tur rundt om Gross Glockner eller ta’ en tur over hele Karawanken. Karawanken vandt, for dem kender jeg ikke så godt. Så jeg tøffede rundt over Karawanken i et par timer og var på intet tidspunkt under 10.000 fod. Fantastiske udsigter over de meget smukke bjerge! Hen til Tscheppaslugt og retur til Mirnock kl. 17, hvor det var enormt fristende at fortsætte op til Gross Glockner ad den skygade, der stod og bød sig til hele vejen i 10-11.000 fod. Men jeg havde en middags- og pakkeaftale og måtte desværre spilde de mange gode fødder med løsnede bremser og kursen mod Feldkirchen Flyveplads. Svæveflyvning er lækkert!

----

torsdag d. 30. juni

varmfront

----

fredag d. 1. juli 2011

koldfront

----

Auf Wiedersehen in 2012

FlyINverted 2011 - kunstflyvningskursus

Skrevet af webmaster til . Sendt til Forside

Bjarne / JAS deltog i årets kunstsvæveflyvningskursus på EKVH (Vesthimmerlands Flyveplads). Kurset arrangeres hvert år af Aviator som et DsVU-kursus.
Læs her Bjarnes beretning fra kurset.

Jeg deltog i årets Fly Inverted – kunstflyvningskursus for svæveflyvere. Egentlig tilmeldte jeg mig kun for at kunne opfylde svæveflyveklubbens flyvereglement, så jeg kunne tage et af vore kunstflyvningsduelige fly og slå nogle krøller i luften. For med 10.000+ flyvetimer, heraf et par tusinde på jagerfly, hvem skulle så kunne lære mig noget om kunstflyvning?

Det kunne Steen, Brian og Lars!

Steen Thomasberg, Brian Uhre Lassen og Lars Jensen var instruktører på årets Fly Inverted kursus. Kursusugen begyndte søndag med udlevering af et digert og velgennemarbejdet kompendium på 80 sider. Det syntes overvældende, men der er ikke en side med overflødigt stof i det kompendium. Derefter gik vi i gang med en hel dags teoriundervisning, hvor MYB, flyets ydeevne og begrænsninger, forberedelse og klargøring, manøvrelære, og hvordan man redder sig ud af en utilsigtet situation, blev grundigt gennemgået. Og på trods af en hel dags teori, var der ikke noget af det, der virkede kedeligt eller overflødigt. Sidst på eftermiddagen klarede vejret op, og så gik vi i gang med den praktiske flyvning.

Dagligt tilsyn og grundig støvsugning af flyene blev hurtigt foretaget. Støv og skidt i bunden af flyene har det med at komme op i øjnene, når flyet vender på hovedet. Flyslæb til 4000 fod, tjekke at der ikke var andre fly i boksen (som er det 1 x 1 x 1 km område nord for EKVH, der pr. NOTAM var reserveret os), og så i gang med de positive G-manøvrer: loop og stall-turn.

Under manøvrelære tidligere på dagen, fortalte Steen, at ingen af os ville kunne lave et korrekt udført stall-turn (eller hårnål) første gang. Men det skulle vi fire elever nok vise ham, at vi kunne! Næh, det kunne vi så ikke. Nede fra jorden virker det simpelt at lave fx et loop, men når man så oppe i luften også lige skal have alle detaljer med, bliver det knap så simpelt. Nå, men vi fløj hver to ture den søndag med masser af positive G-manøvrer.

Under MYB-teoridelen havde Steen berettet om, hvor fysisk og psykisk krævende og trættende, det er at koncentrere sig om at udføre kunstflyvning. Det viste sig at holde stik. Sidste elev var i seng kl. 22 den dag.

Næste dag: flyslæb til 4000 fod og så rundt på ryggen. Det er vigtigt at være fortrolig med at flyve på ryggen, for når tingene i kunstflyvning ikke går helt som forventet, skal der lige så tit rettes ud på ryggen, som i retvendt stilling. Det fik jeg senere brug for. Så gik vi ellers i gang med returnement (split-s), immelmann og rul. Især det sidste voldte mig store problemer. Det var ikke det store problem at få flyet til at rulle en omgang. Men man skulle jo gerne rulle ud på samme kurs, som man gik ind i rullet. På kurset så vi udrulninger helt op til 90 grader fra indgangskursen (mig selv inkl.) Det er altså ikke så let, som jeg troede.

De næste par dage gik med at forfine manøvrerne og sammensætte dem til et program: Loop - immelmann - returnement - stall-turn til højre - rul til højre - stall-turn til venstre - rul til venstre - 360 graders drej med 60 graders krængning…, og så er det meste af de 4000 fod brugt.

På en tur, hvor vi trænede programflyvning, og havde lavet loop og var på toppen af immelmann´en, var jeg mentalt i gang med et loop. Så med næsen godt under horisonten – på hovedet – gjorde Brian fra bagsædet opmærksom på, at det skulle være en immelmann. Farten var nu for høj til at rulle rundt, så der var kun en ting at gøre: afbryde manøvren og skubbe 2-3 negative G for at få næsen over horisonten, så farten kunne komme under kontrol igen. Vi var lige oppe at kysse Vne (maksimal hastighed inden flyet bryder sammen (red.)) – på ryggen vel at mærke. Havde vi ikke haft rygflyvningstræning på andendagen, tør jeg ikke tænke på, hvordan jeg ellers ville være kommet ud af den situation. Sandsynligvis med en kraftig overbelastning af flyet.

Fly Inverted er et fremragende kunstflyvningskursus. I år var vi fire kursister, der alle fik skrevet for ”Videregående Kunstflyvning” i vore logbøger. Det er et krævende kursus, hvilket illustreres af, at der næsten hvert år på kurset er frafald af en eller flere elever under forløbet. Men når man har været kurset igennem, får man en rigtig god fornemmelse af, hvad man kan byde det svævefly, man sidder i.

Har man lyst til at prøve kunstflyvning, eller blot under kontrollerede forhold at komme tæt på flyets maksimale ydeevne, kan jeg varmt anbefale at deltage i Fly Inverted kurset. Det kommer igen i 2012.

Brian deltog selv som elev i Fly Inverted 2009, og lavede den gang en god artikel, der kan læses ved at klikke her.

Cool Bjarne Jakobsen/JAS

Video fra Pribina Cup 2011

Skrevet af webmaster til . Sendt til Forside

Til efterårets og vinterens mørke er her lidt fra de go'e gamle dage "den gang i Pribina Cup 2011", og så må vi se frem til nye oplevelser i luften næste år.
Klik her for at se video'en (13 minutter, flash, åbner i nyt vindue)

Pribina Cup 2012 - team Aviator er med

Skrevet af webmaster til . Sendt til Forside

Pribina Cup 2012, verdens største svæveflyvekonkurrence, har igen i år deltagere med fra Aviator: Johan og Lars B drager med Duo'en til Nitra i Slovakiet. I perioden fra d. 1. til 14. april vil de gøre deres bedste for at få en plads på podiet. Følg med i beretningen her på siden.

Fortræning fra mandag d. 2. til torsdag d. 5. april.

Vi er kommet ud at flyve og har fået banket rusten af knogler og hjernevindinger. Gode flyvninger er det blevet til. Onsdag en tur på 270 km op lidt i nærheden af de høje Tatra.

Kurvning set fra vingespidsen. Det er ikke os, der styrtdykker, men geometrien der bliver tosset, når en opadvendt kegle ses nedefra (vist nok).


Højt humør.


Lavt humør. Det kunne kort efter konstateres, at motoren har det fint.


Så mødte vi lige Jan Gevad i en LAK17.

 

Officiel træning fredag d. 6. april 2012

Dis efter kraftig tordenvejr og regn om natten. Ingen flyvning.

 

1. konkurrencedag lørdag d. 7. april 2012

Alle kom i luften, og ingen styrtede ned (selv mindst en gik i spind i indflyvningen). Det var de gode nyheder. Der gik lemminge-effekt i hele feltet inkl. 1W's besætning. Så selv om den tykke altostratoscumulus-base lå blot 2000 fod over jorden og en koldfront på vej, lod vi os alle trække op. Og næsten lige så hurtigt dumpede vi ned igen. Bindegalt! Men i morgen...!!!!

 

2. konkurrencedag søndag d. 8. april 2012

En 9. plads blev det til i dag. Ikke fordi vi gennemførte opgaven, men fordi man får point pr. gennemførte kilometer. Vi nåede 132 km ud af opgavens 292 km, og så strejkede GPS-loggeren i mere end de tilladte 3 minutter, og så kunne vi lige så godt stikke hjem. Vi havde ikke motoren ude i dag!
---Vinderen af dagens to-sædet-konkurrence blev Felipe Cvitanich fra Polyteknisk Flyvegruppe. Han tærsklede ud tre minutter før os og havde evnen og heldet til at ramme no'en fede bobler på vej mod 1. vendepunkt, så de 84 km fra 1. til 2. vendepunkt i strid modvind (25 knob lige i snuden) kunne angribes i fuld højde, og så havde han også evnen og heldet til at udnytte en eller to skygader til at tage alle 84 km i strid modvind uden at kurve. Flot! På den strækning satte han alle konkurrenterne langt tilbage.
---Vi sad i 1W og rodede i træhøjde før 1. vendepunkt og måtte derfor kurve og kurve og kurve på vej op på 2. vendepunkt, og det kostede jo hver gang tid, og hver gang blev vi blæst mange kilometer baglæns.
---Det hele blev gennemført i -10 til -14 grader. Hold da helt op det var koldt! Forsædepiloten var meget glad for sine elektrisk opvarmede indlægssåler.
---Fejlen på GPS-loggeren kan sandsynligvis henføres til en dårlig forbindelse i det stik, hvor ledningen fra GPS-antennen sættes ind i loggeren. Stikket sidder lige der, hvor en Duo-bagsædepilot svinger fødderne ind og let kommer til at sparke til maskinparken.


3. konkurrencedag mandag d. 9. april 2012

Dagens opgave var en 407 km med tørtermik og masser af dejligt varmende solskin. Hurra! Det var skisme for koldt i går. Vi tærkslede ud, for en gangs skyld i god højde, og fræsede nordpå. Det gik faktisk ret godt deruda. Hver gang, vi manglede højde, stod der lige en lækker og solid boble, som løftede os hurtigt og bekvemt op i marchhøjde.
--Det gik så godt, at vi glemte at fokusere, og pludselig var vi i hovsa-højde. Pokkers, pokkers. Ingenting at hente og ud med motoren.
--Vi glemte simpelthen at kigge ud ad vinduet og ud på terrænet og tænke over vindretning, solretning og den slags elementært stof. Vi var blevet for høje hatten, fordi vi bare ku' det der. Vi var fløjet ind i en blindgyde med faldvind bag et stort bjerg på venstre side og en stor, flad og sumpet dalbund på højre side.
---Vi huskede dog at nyde solskinnet ved -10 grader og den smukke udsigt.


4. konkurrencedag tirsdag d. 10. april 2012

Tørtermik helt op til ca. 3500 fod (QFE). Dagens opgave en "racing task med assignet areas", minimum 2:30 timer. Alle fly lå og tegnede korncirkler i flyvepladsens nærmeste omegn, det var noget værre noget. Men vi var heldig og fik os skruet op i 4500 fod, og så tærsklede vi ud en time efter startlinjens åbning (som nogen af de første). Det gik sådan set også meget godt. Men - ja, man aner allerede en tendens - så kom vi i problemer ved første vendepunkt, som lå alt for tæt på to forbudte luftrum. Eftersom vi var handikappede af at kun den ene pilot havde en PDA med, det andet stik til loggeren virker ikke, gik der kludder i kurvning i meget lav højde (vi så en mus gi' sine unger sutteflaske) og luftrumg og vendepunkt. Diskvalificeret for at ha' en lille bitte logning inde i et forbudt luftrum.


5. konkurrencedag onsdag d. 11. april 2012

Stærk blæst 16-25 knob og skyer i 4000 fod (QFE) og en varmfront i optræk. Ingen flyvning.

Klubudflugt til Østrig 2012

Skrevet af webmaster til . Sendt til Forside

Fem Aviator-piloter drog af sted på årets klubudflugt til Feldkirchen i Østrig for at bedrive svæveflyvning i, mellem og omkring de østrigske bjerge i den kommende uges tid. Læs med her:

Torsdag d. 17. maj ved frokosttide drog Alf, Bjarne, Frank og Jørgen af sted med Duo-Discus og LS10 på slæb. Kaj støder til senere. De forventes at flyve frem til og med lørdag d. 25. maj 2012, hvorefter Johan og Lars overtager Duo'en fra søndag d. 26. maj for at flyve Adria Cup samme sted.


Kapitel 1- Blæsende afgang.
Så blev det endelig torsdag den 17. maj og dermed tid for starten af  første del af ”Aviatortogtet” til flyvepladsen i Feldkirchen, Kärnten Østrig. De 4 piloter som deltager i første del af turen er Frank ”W” Sandeløv, Bjarne ”JAS” Jakobsen, Alf  ”Søebrise” Knudsen & Jørgen ”Lucky” Larsen. Alle mødte frem til afgang på EKVH torsdag morgen i et noget blæsende vejr (vindstød op til 38 knob). Det blæsende vejr gav ud over bølger i håret,  anledning til visse nervøse trækninger hos deres udsendte medarbejder, da jeg (JSL) aldrig rigtig har kørt med flytrailer før. Kørsel med havetrailer til genbrugspladsen tæller vist ikke rigtig med. Snarrådigt blev ruten sydover dog lagt ned ad A13 og ind gennem Vejle by så vi undgik turen over Vejlefjord broen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Afgang fra Vesthimmerlands Flyveplads

Jørgen giver første omgang
Afgang fra Vesthimmerlands Flyveplads EKVH kl. ca. kl. 11. Vi var dog ikke kommet langt væk fra flyvepladsen før termikfeberen begyndte at brede sig. Resultatet var at Jørgen begyndte at ”kurve” i en af de første rundkørsler. Sådan er det, når bil GPS siger en ting og copilot Alf har gang i en spændende forklaring på egenresonans i vindmølletårne, eller var det vejrudsigten for den næste uge? Jørgens bemærkning var blot: ”Så drenge, nu har jeg givet 1. omgang. Så er resten op til jer!

Problemfri tur gennem Tyskland
Turen ned gennem ”Deutschland” gik glat (på den gode måde forstås – vi skriver trods alt maj måned). På grund af helligdagen var der ikke så meget lastbilstrafik så vi holdt en pæn hastighed på 80 Km/t – 90 Km/t. Der blev ”mellemlandet” for at tanke bilerne og ikke mindst for at ”tanke” maverne. Omkring midnat fandt vi en rasteplads hvor vi tankede igen og, så tog vi ellers et 4 timers powernap i rigtige senge. Kl. 04:00 var vi fit for fight igen og rullede videre sydover. Kl. 7 blev der spist morgenmad i humleland. (Læs det sydlige Tyskland omkring München hvor humlemarkerne kan ses fra motorvejen).  Ca. 9.30 rullede vi over grænsen til Østrig, fik købt motorvejsvignetter  og fik snart de østrigske alper i sigte.

Mystiske svingninger i flytrailerne
Inde i Østrig oplevede vi så et sjovt fænomen. Vores 2 flytrailere som ellers havde ligget pænt på vejen det meste af turen, begyndte nu at gå i ganske svage svingninger. Vi fandt dog hurtigt en forklaring. Oppe over bjergene spottede Frank de første svage antydninger af Alto Cumulus Lenticularis (bølgeskyer). Forklaringen var simpelt hen, at fly og trailere var begyndt at logre med halen!


Østrig er nået og flytrailerne begynder at logre med halen

Kapitel 2 - Ankomst og ”Afgang”
13:07 ”lægger vi så an til landing” med biler fly og trailere på LOKF (Flugplatz Feldkirchen) præcis 26 timer efter afgang fra Vesthimmerlands flyveplads. Vi får parkeret flytrailerne og udfyldt vores ”Anmeldungsformular” hos pladsens vagthavende ”Einsatzleiter” (den lokale ”flyveleder”). Fire par ivrige hænder får hurtigt samlet Duo Discusen, lavet syn efter samlig og DT. Dernæst briefing og ca. 15:15 var Frank & Bjarne i luften, og landede 2½ timer senere på ”Piste Nul Two” med 1W og smil så brede som bølle- undskyld termikhatte.


Vestas ingeniør Alf ”Søbrise” Knudsen inspicerer 1 Whiskys ”vindmølle”

Indkvartering hos Frau Wadl
Duo’en bliver stillet i hangar sammen med alle de ”lokale artsfæller” og trætte men opstemte kører vi op på knolden til Gasthof  Wadl. Her bliver vi indkvarteret i landlige og ganske ”gemütliche” omgivelser. Aftensmaden bestod naturligvis af Wienerschnitzel mit gemüse skyllet ned med lokalt fadøl fra Villach. Hos Frau Wadl hænger der altid en håndfuld af de lokale i baren. Det gjorde der også denne fredag. Vi faldt lidt i snak og på opfordring fra frau Wadl fandt den ene af dem sin guitar frem. Så blev der ellers underholdt til den helt store guldmedalje. Jeg tror det var den østrigske udgave af Kim Larsen vi var stødt på. Hans første CD er endnu under udarbejdelse, men sandsynligvis på gaden næste gang vi kommer til Feldkirchen. Omkvædet på en af hans selvskrevne sange lød noget i retning af: ”En ko uden horn – er som en himmel uden stjerner”, og det kan der jo være noget om!

Lørdag den 19/5 - Livet er for kort til små flyveture
Lørdag morgen var vejrudsigten ganske lovende så Duo’en blev gjort klar til Alf’s ”Einweisungsflug”. LS 10’eren blev også samlet og chekket. De lokale piloter gik og lurrede lidt på vejret, og det gjorde vi så også, men lidt før kl. 15 blev Alf og Frank slæbt op i 800 m over Gestüt (stutteriet). I området herfra arbejdede de sig op i 7500 fod og gik herfra videre nord på.  På turen var de bl.a. forbi Grossglockner, Østrigs højeste bjerg på 3797 m. Pænt langt væk fra pladsen er der så ved at være lidt krise. Højden er ved at være ”nede” i 5000 fødder – ikke nok til at glide hjem. Her slår Franks bjergerfaring så til igen. Vha. hårdt arbejde og masser af sved på panden, får de sig arbejdet op igen, og lidt længere fremme på ruten finder de den første svage bølge. Nu kalder vi svæveflyvere det vistnok ikke skysurfing men retteligen bølgeflyvning, men på bølgen hvid (den er egentlig usynlig, men indikatoren -  Lenticularisskyen er hvid) ”surfede” de op fra 9500 til 12000 fod. Klokken var imidlertid ved at være mange, så omkring kl. 21 er de tilbage og lander på Flugplatz Feldkirchen efter 6 timer og 5 min. i luften. Ja livet er for kort til små svæveflyveture!

Bjarne ”JAS” var afsted i LS-10’eren og fløj 4 timer, hvor han udforskede området omkring Ossiacher See og området nord herfor. Desværre måtte vi også konstatere et enkelt nedbrud. Radioen i LS-10’eren har det fint med at sende, men når den modtager kommer der ingenting ud af højtaleren. Indtil videre har vi derfor lånt en håndradio af en af de lokale piloter.


”Welle Eins” har bølger til bagbord

Status:

Pilottimer: 21
Højderekord: 12.000 fod.
Oplevelser: Rigtig mange!

Søndag den 20/5 Frank får nyt kælenavn
Søndag så vejret lidt blandet ud, men ikke uden potentiale. En let sydlig fön gav en teoretisk mulighed for bølger (i luften-forstås). 1 Whisky gøres derfor klar til Jørgens ”Einweisungsflug” og lidt over middag tages et slæb til 800 m over Manessen. Frisk vind og noget turbulens gør det til hårdt arbejde at arbejde sig op på skrænten på nordsiden af Ossiacher See. Deres ”opsendte modarbejder” må endnu engang konstatere at det er nogle meget store grantræer der holder sig på skrænterne her i Östereich. Efter ca. 3 kvarter beslutter vi derfor at fortsætte vestover da vi skimter gode skyer vest sydvest for Villach. Ganske rigtigt. Små Alto Cumulus Lenticulariser var ved at vokse sig større. Halleluja det virker. Franks sporhundenæse for bølger kommer endnu en gang til sin ret. Vi får løft og når på det det højeste punkt godt 14.400 fod. På turens vestligste punkt runder vi byen Sillan godt 150 Km. fra Feldkirchen. På tilbageturen stikker vi nordpå for at se om Grossglockner stadig ligger der. Det gør den, men i dag temmelig pakket ind i skyer. Efterhånden har vi også en del undercast så vi tager lidt mere højde i bølgerne og stikker så østover, tilbage mod Feldkirchen. Som en sidste detour stikker vi sydover lidt vest for Villach. Her krydser vi ind over grænsen til Slovenien for lige at kigge på byen Kranjska Gora. Herfra går det hjemad og vi slutter af med lidt hurtigflyvning hen over bjergkammen på nordsiden af Ossiacher See. Yee Haa….  Livet er herligt!
Omkring kl. 19 lander vi på LOKF efter ca. 6 timer og 20 min. flyvning og godt 410 strækkilometer. De sidste 5 timer fløjet næsten uden at kurve! Vi er (igen) sidste fly i Hangaren og Jørgen er første mand på det lille hus efter landingen. (Her på pladsen lader man ikke vandet ude på banen – Ordnung muss sein!)

Efter lidt SMS korrespondance med Lars Brodersen (som kommer herned for at flyve Adria Cup om en god uges tid) og ikke mindst efter ovennævnte to bølgeflyvninger har vi nu givet Frank kælenavnet:  Frank von den Wellen, og deres ”opsendte modarbejder”  Jørgen ”Lucky” Larsen, overvejer om vi ikke også skulle ændre vores callsign på vores 2 fly fra henholdsvis 1 Whisky og 2 Whisky til ”Wellen eins” und ”Wellen Two”!

Alf nåede i dag 4 timer i LS-10’eren, og også han fik udforsket områderne nord for Ossiacher See og Villach som ligger for vestenden af søen.


Hvorfor er Frank ”Von der Wellen” glad?

Derfor !


Deres opsendte modarbejder Jørgen ”Lucky” Larsen

Adria Cup 2012 som oplevet af ground-staff

Skrevet af webmaster til . Sendt til Forside

Vi oplever:

  • hos de danske deltagere i Adria Cup 2012 hele følelsesregisteret fra jubeloptimisme ved den mindste cumulus over Gerlitsen, via stor glæde, da konkurrencens tredje opgave blev gennemført, som den første, med en placering som nummer 9, til dyb depression over langvarige inversioner og Schichtbewölkung
  • flot natur og spændende byer (Udine og Klagenfurt) i ventetiden
  • varme bade
  • at nanovokspolering er effektiv mod smadrede fluelig

Vi hører om

  • ELT, der mangler antenne
  • FLARM, der virker en gang imellem
  • konkurrenceledelsens mistanke om logger, der ikke er kalibreret - hvilket bestemt kan tilbagevises
  • flyvning blandt kongeørne kombineret med glemt kamera
  • uforståelige ord som: lenticularis, gaggle, kontrolzone, SRA-II, Föhn-lage, kullar og haleror-sideror-højderor-stabilisator-halefinne
  • vingekamera, som Lars B ikke fik tændt inden den flotteste Karawanken-flyvning og Johan, som nægtede at kravle ud at tænde det...
  • blodigt fluelig midt på linsen på tændt vingekamera under næste flotte Karawanken-flyvning

Vi ser

  • piloter kaste håbefulde blikke mod himlen
  • mange mænd i deres bedste (?) alder med smarte solbriller og underlige hatte
  • umådelig nænsom pleje af materiellet udført af ovennævnte

Vi glæder os

  • til de tre sidste fantastiske flyvedage, hvis meteorologen altså taler usandt
  • til aftensmad på Magdalensberg
  • til den daglige Most og flotte udsigt hos Gasthof Wadl
  • over gode stemning og sammenholdet
  • til næste år i Feldkirchen med flere Aviator-deltagere inkl. ground-staff

Fru Frey og Jonna


Dobratsch med Europas højest beliggende valfartskirke (fra 1629) og en e-mast



Triglauer Alpen


So ein Ding müssen wir auch haben


Stierbauer Wadl - nu desværre uden tyr. Ferdinand døde i efteråret 2011.


Spritz på terrassen hos Gasthof Wadl

Tzylle fløj 400 km

Skrevet af webmaster til . Sendt til Forside

Mandag d. 8. april 2013 udnyttede Henrik "Tzylle" Sylvest sæsonens hidtil bedste vejr til at flyve sig en orn'li' tur i LS10'eren i den nordlige del af Jylland; trekant fra EKVH til Skanderborg og Stauning og retur.